Hvad er yoga godt for?

Yoga er godt for en masse ting. Det kan bl.a. hjælpe dig med at dæmpe stress, løsne spændinger samt strække og styrke kroppen, men yoga kan også hjælpe dig med at gøre dig klar til drømmeland.

Kniber det med at få ro på tankemyldret og komme ned i tempo, når du skal sove? Så prøv disse tre gode yogaøvelser, som kan hjælpe dig med at give slip på dagen og skabe ro inden sengetid.

Lav de tre nedenstående yogaøvelser, inden du går i seng, så du kan hjælpe din krop og dit sind med at falde til ro. Hvil i stillingerne så længe, som du finder det nødvendigt.

1. Child's pose | Balasana | Barnets stilling

Sæt storetæerne sammen, mens bagdelen søger tilbage mod dine hæle. Tag en dyb indånding og sænk din overkrop ned mellem dine knæ. Lad hænder og arme hvile foran dig med panden i måtten.

2. Butterfly Pose | Baddha Konasana | Sommerfuglen

Fra en siddende stilling bringer du dine fodsåler sammen tæt på dit bækken, så dine knæ kan falde ud til siderne. Forlæng rygsøjlen og hvis din krop tillader det – læn dig forover, mens du holder ryggen ret.
Du kan også lave denne øvelse liggende, som måske kan være ekstra rart inden sengetid.

3. Universal Spinal Twist | Shava Udarakarshanasana | Universalstrækket

Læg dig ned på ryggen og stræk dine arme ud til siden. Bøj dit venstre knæ og placer venstre fodsål ved siden af højre knæhase. Tag fat i dit venstre knæ med din højre hånd. Sænk forsigtigt venstre knæ ned mod gulvet på højre side af din krop. Drej hovedet til venstre og se på din venstre hånd. Hold begge skuldre fast på måtten. Gentag derefter til modsatte side.

Du kan slutte af med at lægge dig ned på ryggen og skubbe enden så tæt på væggen som muligt. Løft benene op og tillad dig selv at slappe godt af.

Hvis du har fået mod på endnu mere yoga, kan du hos Nordic Hiit prøve forskellige yogaformer. Der er både morgen- og aftenyoga, Hatha yoga, Yin yoga, Power yoga og Gravid yoga.

Namaste!