Husker du at spise nok fisk?

Vi ved det alle sammen godt. Fisk er vigtigt for vores sundhed, da de indeholder en masse gode fedtstoffer, vitaminer og mineraler, som det kan være svært at få nok af fra andre fødevarer. For mange af os er der dog stadig lang vej endnu for at komme op på den anbefalede mængde.

Det anbefales at vi spiser 350 g fisk om ugen, hvor 200 g helst skal være fed fisk som sild, makrel, laks og ørred. Det svarer til, at du skal spise fisk som hovedret to gange om ugen og gerne som pålæg flere gange om ugen.

Men hvordan får man sneget mere fisk ind, når maden bare skal gå hurtigt i en travl hverdag? Heldigvis kan fisk sagtens være nem mad, så vi har samlet 3 tips til at spise mere fisk herunder.

3 tips til at spise mere fisk

1. Alle former for fisk og skaldyr tæller med
Husk at det er alle former for fisk og skaldyr, der tæller med i de 350 g. Fisk på dåse og færdigstegte fiskefrikadeller er derfor også en del af fiskeregnskabet, når du har brug for, at det skal være nemt og hurtigt. Du kan derfor sagtens tage en dåse makrel eller torskerogn med til frokost med god samvittighed.

2. Det må gerne være nemt
Fisk kan sagtens være et nemt måltid, og det behøver ikke at være mere besværligt at tilberede end fjerkræ og kød. Du kan f.eks. købe et par stykker laks i supermarkedet, der blot skal passe sig selv i ovnen, imens du forbereder noget tilbehør.

3. Fyld fryseren med fisk
Frisk eller frossen gør ingen forskel ernæringsmæssigt. Den indeholder stadig alle de gode ting. Du kan derfor sagtens fylde fryseren med fisk, så det er nemt at tage op i den travle hverdag.